Projekt altertavle



     

Baggrund:
Vi har i Starup-Tofterup et helt specielt historisk klenodie: Vores lille kirke med sit inventar.

 
Der gisnes om, at den måske oprindeligt var et kapel til ære for Sankt Martin af Tours (eller på dansk: Sankt Morten). Disse gisninger kædes altid sammen med den lille bispefigur i nichen til det ene af de to tilmurede nordvinduer og bispen, der står med en tigger ved sin fod sammen med Vorherre, Jesus og Jomfru Maria i midterskabet af den – i forhold til den lille kirke og det tilsvarende lille kor – enormt store fløjaltertavle. 

 
Som mange siger: ”Altertavlen er næsten større end koret!” Men den er da også genbrug.

 
Vores altertavle kom først hertil kort tid efter reformationen. Egentlig skulle den have været på bålet, og den var næsten helt ny! Det var da for kreperligt, må der have været nogle, der mente.

 
I hvert fald kan vi nu knapt 500 år senere se, at den undgik flammerne i det store opgør mellem de katolske traditioner og den nye protestantiske praksis, som udbredtes fra domkirkerne – ikke mindst fra domkirken i Ribe, hvor Johann Wenth (1537-41) og Hans Tausen (1541-61) var de første, nidkære lutheranske bisper. Og vores altertavle siges at have stået kun én mils vej fra Ribe, nemlig i kirken i Seem.

 
Man siger almindeligvis, at altertavlen blev reddet fra bålet, fordi man i Vester Starup havde et fattigt sogn, der manglede en altertavle, så man passende kunne slæbe den herop. Men virker det troværdigt?

Det synes jeg ikke.
 

Jeg har meget svært ved at forestille mig, at Ribe-bispen Johann Wenth, der (med den nykronede Christian 3.s hjælp) lige havde afsat den katolske biskop Iver Munk, eller at Wenths efterfølger, Hans Tausen, således skulle betænke kirken i et fattigt landsogn ved at skænke den en altertavle, man mente var så ukristelig, at den burde brændes. Tværtimod må det have været væsentligt at indskærpe de nye tiders vilkår, og deri indgik fordømmelsen af den helgendyrkelse, som med reformationen var blevet kættersk. Derfor skulle den næsten nye altertavle med en helgenkåret bisp (Skt. Morten) på bålet - og med den i allerhøjeste grad predellaen med de små hjælperhelgener under selve fløjaltertavlen! Og samtidig vel også madonnaen og den bispefigur, der står i vores kirkes to vinduesnicher. Mon ikke både de to figurer og den store altertavle er kommet herop samtidigt?
 

Stod det hele i Seem, kunne Ribes biskop ride derud på under en time. Stod det derimod i Vester Starup, var man langt ude på heden fjernt fra Ribe og bispens nidkære øje!

 
Det ville have været let at afmontere predellaen og smide den på bålet for afbrænding af kætterske helgenfigurer, hvis man blot ville redde en altertavle til den lille, dengang 350 år gamle kirke i Vester Starup. Men det gjorde man ikke! Man brændte jo ikke engang predellaen. Man ville have det hele med!
 
Predellaen er bare et tykt bræt, som de små figurer er hæftet fast på. Brættet er kun fastgjort til alterskabet med et par dyvler. Det havde været nemt nok at skille den fra selve altertavlen og kaste de superkætterske hjælperhelgener på bålet. Så kunne man bare smække altertavlens låger i og lægge kassen med Vorherre, Jesus, Jomfru Maria, Sankt Morten og de tolv apostle på en kærre og køre den af sted herop. Hvis det, som det galdt om, var at forære en trængende kirke ude på heden en kun lidt brugt altertavle, ville det da have været en rationel måde at gøre det på. Men sådan gjorde man jo altså ikke!

 
Man tog det hele med. Hvorfor?
 

Jeg tror, fordi man ville have det hele. Der var nok ikke engang tale om at forære noget væk. Det var snarere en flytning, tror jeg. Mig forekommer det mest sandsynligt, at der er tale om en flugt. De flygtende pavetro katolikker tog – efter min teori - deres indviede figurer med sig: Nådestol, bisp, madonna og alle hjælperhelgener.

 
Grevens Fejde (1534-36), som var en regulær borgerkrig, var netop afsluttet. Danmark, ikke mindst Jylland, var hærget af fejden, hvor den adelige holstenske general Johan Rantzau drog op med en hær sydfra gennem Jylland for at nedkæmpe Skipper Clements bondeoprørere fra Nordjylland, der havde slået en jysk adelshær oppe ved Svenstrup. Rantzau splittede Skipper Clements bondehær og forårsagede et blodbad i Ålborg. Religionen var kun en del af borgerkrigens tema. Fejden handlede lige så meget om personlig magt og almindeligt modsætningsforhold mellem dem, der ville have reformer, og flertallet af adelen, der ville holde fast ved det gamle. Der var alliancer og fjendskaber på flere leder, og her i Vester Starup måtte vi (ligesom 915 andre af landets dengang 1757 kirker) også afstå vores største kirkeklokke (vi havde 2 dengang!) ved Frederik 1.s såkaldte klokkeskat i 1528. Det faktum, at Vester Starup hørte til den halvdel af landets kirker, som havde mere end én klokke, afkræfter jo, at sognet på daværende tidspunkt skulle have været specielt fattigt(!). Klokkeskatten indbragte i alt ca. 375 ton klokkemalm, som Frederik 1. skulle bruge til at støbe våben af.

 
I sådanne ufredstider er det ofte klogt at holde lav profil – især hvis man ikke er på det vindende hold.             

Da var Vester Starup godt af vejen: Op på kærren med altertavle og helgenfigurer og af sted til Starup.          

Her har man så kunnet fortsætte de katolske – dengang blot gammelkirkelige – traditioner. For katolicisme kontra protestantisme har vi hørt om i skolen.  Men mon det var sådan? Reformationen kalder vi det. Reform. Ordet betyder jo omformning, ikke oprør. Såvel Calvin som Luther ville jo modernisere kirken, altså ”den hellige, almindelige kirke” – den hellige, katolske kirke. Kirken skulle bringes ”up to date.” I reformen indgik afsættelsen af Roms biskop som kirkens overhoved på Jorden, og det var den gode pave naturligvis ikke begejstret for.  Selvfølgelig var det vigtigt, og Christian 3. var en overbevist og ivrig lutheraner (som Christian 2. før ham). Men hans far, Frederik 1., der blev konge med hjælp fra den katolske majoritet i den danske adel, da Christian 2. blev afsat, var ikke mere katolsk end, at han i 1526 (3 år efter sin kroning) indførte, at bisperne fremover skulle vælges i Danmark (og ikke af pavestolen), og at de skulle stå under kongens og ikke længere pavens jurisdiktion. Derudover gennemførte Frederik 1. reformationen i Slesvig-Holsten allerede i 1527 (altså 9 år førend i selve kongeriget!) og han havde sin egen personlige kapellan (det, der nu om dage kaldes ”den kongelige konfessionarius”), og det var ingen ringere end den allerede da velkendte lutheranske agitator og senere Ribe-bisp Hans Tausen!
 

Det hele handler således nok mindst lige så meget om magt som om tro. (Katolsk støttet konge med lutheransk kapellan!)
 
I denne forvirrede og forvirrende tid, hvor mangen menigmand hverken turde tænke eller tro, skulle altså en næsten ny altertavle med en predella fuld af særdeles tvivlsomme ”hjælperhelgener” – det rene kætteri - på bålet. Den blev reddet; og den står nu – næsten uskadt (2 eller 3 hjælperhelgener er gået tabt i årenes løb) - hos os her i Starup.
 

Men hvad blev reddet? Martin Luther havde allerede 31.10.1517 slået sine 95 teser op på kirkedøren i Wittenberg. Vores altertavle er fra 1520. Rygterne – og oplysningerne – gik langsommere dengang. Så altertavle mv. er katolsk (ikke protestantisk/lutheransk).
Det er en fløjaltertavle. I den katolske tid lukkede man i de kirker, der havde en fløjaltertavle, lågerne i fastetiden. Under fasten skulle man ikke se på alt det glitterstads! Nej, det var mere prosaiske motiver, man skulle se på. Se på ”forbilledet” for vores altertavle: den i Løgumkloster. Forgyldte figurer! Nej, sådant lukker man for i fasten. Men den i Løgumkloster er som vores – ufærdig. Derimod er der et pragteksemplar, der er helt jævnaldrende med vores, i Løjt.

 
Altertavlen i Løjt kan lukkes ikke bare én gang, men hele to gange! Det er den rene billedbibel at se alle lågerne. Helt åben er til højtid. Det minder om vores: 12 apostle i lågerne og korsfæstelse mv. i midterskabet. (Lad os arrangere en tur derned engang og i fællesskab se og diskutere indtrykkene!). Med første lag af låger lukket står altertavlen i ”fastestand”, hvor Kristi lidelseshistorie og påskemiraklet vises. Lukkes også det andet lag af låger, har man såkaldt ”hverdagsstand”, hvor man ser bibelbilleder til almindelig moralsk opbyggelse.
 

Det er klart, at vores altertavle aldrig blev gjort færdig, og at det er pga. reformationen. Efter reformationen var helgener jo kætterske, og fasten med sin absolution blev afskaffet. Så hvorfor færdiggøre en fløjaltertavle? Der var ikke længere behov for at lukke altertavlen.
 

På den anden side argumenterer jeg for, at det netop var tro katolikker, der ikke bare sådan lige ville afskrive deres forhold til paven og alt det dér, som bragte denne altertavle op fra Seem til Vester Starup. Kirkegodset og de fleste øvrige indtægter, der før reformationen tilfaldt kirker og klostre, gik nu til kongen og verdslige lensmænd (ofte som belønning for støtte i opgøret under Grevens Fejde). Så da de loyale katolikker kom herop, var der så meget om det med fattigdom, at de ikke (længere) havde ret meget. Så deres fattigdom – og de politiske tiders ugunst – førte til, at de måtte nøjes med at glæde sig over, at altertavlen - som den var - var reddet. At forlange, at arbejdet skulle færdiggøres, var urealistisk. Dengang!
 

Vi er ikke blevet katolikker igen (selv om vores apostolske trosbekendelse taler om, at ”vi tror på den hellige, almindelige kirke” [almindelige = katolske]). Men vi har en spændende altertavle, der ikke blev færdig. Ydersiden af skabslågerne blev aldrig bemalet.

  
Lad os fejre altertavlens 500 års jubilæum i 2020 ved at færdiggøre den!


Det er projektet.
Ved samtaler med andre, der har arbejdet med at få lavet en altertavle, ved jeg, at det let tager 7 år at få det gennemført. Første led er lokal enighed om at ville projektet. Det skal markeres (konfirmeres) gennem en pengeindsamling i sognet, så større sponsorer kan se, at der er en folkelig opbakning bag projektet. Og menighedsrådet skal bevilge noget eller i det mindste garantere at ville gå ind med et vist nøjere angivet (minimums-)beløb.

 
I Helligaandskirken i Flensborg har de netop besluttet sig for at få Bjørn Nørgaard til at udarbejde en ny altertavle og dertil glasmosaikarbejde til vinduerne. Det er et projekt, som menighedsrådet regner med vil koste nogle millioner, og de har samlet ind lokalt. Det er blevet til i alt ca. 200.000,- DKK allerede her ved begyndelsen af februar i år. Resten regner de med at kunne få fra fonde, nu de gennem indsamlingen har vist, at projektet har lokal forankring. Vores projekt er meget mindre, så både totalbeløbet og forventningerne til, hvad der kan indsamles lokalt, vil være væsentligt mindre. Når de i Flensborg har valgt Bjørn Nørgaard, skyldes det sikkert, at de har været i Christianskirken i Fredericia og dér set hans kæmpestore altertavle (Den sidste Nadver) og de store glasmosaikker i de høje vinduer (se evt. www.bjoernnoergaard.dk/da/christianskirken ). Det var et stort projekt, som løb op i næsten 7 mio kr. (i 2001-07). Så stort et projekt skal vi ikke have – ja, kan vi ikke have – her! Men det kunstneriske niveau må gerne være lige så højt (dog uden, at det behøver at være Bjørn Nørgaard; jeg kan sagtens forestille mig andre, men synes, at vi skal overlade det til en kunsthistorisk kyndig at pege på mulige kandidater til opgaven). Jeg har været ovre at se udsmykningen i Christianskirken i Fredericia og tager meget gerne med på en fællestur fra Vester Starup menighed derover for at se, lade sig begejstre og diskutere vore forventninger til kirkekunst af i dag.

 
Her i Vester Starup Kirke har jeg været oppe i koret og målt altertavlen.

 
Forestiller man sig, at de to brædder, der er lasket på det, der nu er bagsiden af altertavlen, bliver taget af og lågehængslerne forstærket (måske udskiftet?), vil man kunne lukke kassen. Hver låge er ca 92 cm (ca. 1½ alen) bred, midterkassen er ca.184 cm (knapt 3 alen) bred. Men predellaen lige nedenunder er ca. 293 cm lang. Det vil sige, at de åbne låger med apostlene i dag rager ca. 37 cm ud over predellaen til hver side. Det ser ellers meget ordentligt ud. Men lukkes skabet, vil i stedet predellaen rage ud! Den vil så rage ca 55 cm ud til hver side neden under skabet; og det vil umiddelbart se lidt mærkeligt ud.

 
Samtidig vil de i vores evangelisk-lutherske tradition temmelig tvivlsomme små hjælperhelgener, stå helt alene tilbage på alteret uden nogen Jesus eller Vorherre. Det ville være ret kættersk, og man ville ikke længere (sådan som man prøvede at gøre det i tiden 1764-1906) kunne bilde folk ind, at de skulle være de såkaldte   ”12 små profeter” fra Gamle Testamente. Over sig vil de kun have ordene fra 1. Kor. 11,29: ”Thi hvo, som æder og dricker uværdeligen, hand æder og dricker sig selv Dommen i det, at hand icke giør forskiel paa Herrens Legeme.”

 
Over dette vil så stå et par indtil videre (i snart 500 år) ubemalede trælåger. Lad os få dem malet!
 
Lad os få dem kunstnerisk udsmykket. Lad os give en anerkendt kunstner opgaven at dekorere disse låger ud fra den inspiration, der kan hentes fra citatet fra korinterbrevet om oldkirkens nadvermåltider, som var regulære fælles måltider! Og bemalingen må også gerne være i harmoni med (måske i tydelig kontrast til?) de små hjælperhelgener. 
 

Der vil dog stadig være de 55 cm predella på hver side af lågerne. Umiddelbart kunne jeg forestille mig, at der - med delvis inspiration fra den dobbeltlågede altertavle i Løjt Kirke - kunne sættes to vinyl- eller glasplader på som ”yderlåger”, som så kunne foldes (eller - som en art skydelåger - trækkes) ud, når skabet lukkes. På disse plader, der hver vil være 176 cm høje og 55 cm brede, kunne man forestille sig glasmosaik eller glasmaleri med ganske spændende lysvirkninger.

 
Det skal være spændende at gå i kirke! Også visuelt.

 
Jeg ser for mig, hvordan man kan gå og glæde sig til at komme derop: Hvordan står altertavlen mon i dag? Står den i 1520-position (sådan som vi kender den i dag)? Eller står den i 2020-position (lukket, bemalet kasse + glasmosaikker)? Eller står den mon i blandingsposition (hvor tavlen står åben med en delvis tilføjelse af glasmosaik)?  En moderne kunstner ville måske også lade spejlstumper indgå i en mosaik – måske, hvem ved?
 

Vi skal have en komité nedsat bestående fagfolk til at pege på den rette kunstner og med ham/hende finde frem til den endelige udformning af projektet.

 
Ikke bare kirken, men også kirkebygningen, skal fremstå som et levende rum, der har udviklet sig og fortsat udvikler sig gennem tiderne. Så det vil være helt naturligt, hvis også det 21. århundrede sætter sit kunstneriske præg på kirkerummets udsmykning på denne måde.
 

Jeg foreslår, at vi allerførst nedsætter en arbejdsgruppe, der skal arbejde i 1-2 år med alt det forberedende omkring fundraising og kontakter til andre menigheder, der har gennemført eller er i færd med at gennemføre lignende projekter (fx Christianskirken i Fredericia og Helligaandskirken i Flensborg). Vi skal have tilknyttet en konsulent for den slags, og vi skal bl.a. have kontakt med både Nationalmuseet og Kirkeministeriet omkring, hvordan man skal forholde sig ved en sådan utraditionel ”opdatering” af en renæssancealtertavle. Og vi skal have stablet det lokale engagement for et sådant kulturelt indslag i landsbylivet i Starup-Tofterup på benene. Jeg melder mig gerne til at forestå en sådan arbejdsgruppe.
 
Vi skal ikke blot være en landsby med billige boliger. Vi skal også være kendt for naturen og kulturen. Vi har en historisk bygning i form af kirken, som ikke enhver landsby har. Og så ligger den helt enestående, så der aldrig kan bygges tæt på den, fordi den ligger på en holm mellem Starup Bæk og Holme Å. Lad os understrege det attraktive ved denne lille kirke ved at tilføje nutidskunst af høj kvalitet i forbindelse med en fejring af altertavlens 500 års dag i 2020.

 
Lad os få den gjort færdig, så den – som en fløjaltertavle skal/bør kunne – kan både åbnes og lukkes, så oplevelsen i kirken forstærkes.

Lars Bo, Vester Starup

februar 2012

Senest opdateret d. 27-06-2012